
Lille Bille finder hjem
Jason elsker billedbøger med fokus på natur – især dem med insekter. Vi har fået lov til at anmelde Tine Silke Lunds bog “Lille Bille finder hjem“.
Bogen fortæller en fin og rørende historie om Lille Bille, der gerne vil finde et nyt sted at bo. Hans lille træstub er blevet slidt og gammel, så han drager ud i verden på jagt efter noget nyt. Han besøger mange smukke og spændende steder – en blomstereng, en skov, en sø – og tager endda en tur over det dybe ocean på en tømmerflåde. Men intet sted føles rigtigt.
Til sidst står Lille Bille trist og længes efter sin gamle træstub. For selvom den var slidt, var det der, han følte sig hjemme. Intet af det nye kunne bringe samme glæde som hans gamle hjem.
Om at være taknemlig
Historien er kort, men både sød og meningsfuld. Den minder os om, at det velkendte og hjemlige ofte betyder mere end noget nyt og imponerende – og at glæden ikke nødvendigvis ligger i det nyeste, men i det, vi allerede har.
Mens vi læste bogen, kiggede Jason efter Lille Bille på hver eneste side for at finde ud af, hvor han gemte sig. Illustrationerne er virkelig flotte og farverige, og de inviterer til at gå på opdagelse sammen med Lille Bille.
Efter vi havde læst bogen, talte vi om Lille Billes rejse. Jeg spurgte Jason, om han kunne tænke sig at flytte til et nyt hjem eller blive her. Hans svar var: “Blive her.” Da jeg spurgte hvorfor, sagde han: “Fordi det er her, alle minderne er.”
Vi købte vores hus et år før han blev født, så for ham har det altid været hjem.




Sød billedbog for de mindste
“Lille Bille finder hjem” er en sød billedbog med korte, rimede tekster, der indbyder til samtale og refleksion. Den er let at læse, men rummer et stort og vigtigt budskab. Bogen fungerer også lidt som en myldrebog, hvor man kan gå på opdagelse og finde Lille Bille og andre dyr på hver side.
Vi anbefaler den varmt til børn i alderen 2–6 år.
Tusind tak for anmeldereksemplar Tine Silke Lund og forlaget Junebug.


Print-selv gratis tegninger og DIY fra Junebug
Du kan downloade smukke tegninger fra forlaget hjemmeside. Jeg har valgt en valmue og akeleje som jeg har printet på genbrugspapir. Der er rigtig mange fine motiver af både planter, dyr og også DIY krea til påske og jul. Se det hele her.

REKLAME/ANMELDEREKSEMPLAR
Leave a Reply