Lav din egen kæmpe, bløde spøgelsespude – perfekt til hyggehjørnet, halloween eller som sjov pynt på børneværelset! Jeg har lavet et gratis mønster, som indeholder både syvejledning og skabelon, så du nemt kan komme i gang.

Jason elsker, når jeg laver ting til ham – hvad enten det er hæklet, syet eller noget helt tredje. Ideen til denne pude kom, da jeg ville overraske ham med en kæmpe spøgelsespude. Spøgelset måler ca. 65 x 51 cm. Designet er lavet helt i frihånd: jeg startede med en hurtig skitse på min iPad, som Jason selvfølgelig godkendte og herefter fik jeg tegnet et mønster i vektorformat, lige til at printe og klippe ud.

Projektet er nemt, hurtigt og hyggeligt at lave, og du kan selv vælge, om du vil sy puden i samme størrelse eller i en mindre version. Vores skabelon kan bruges til begge dele.

Jeg har valgt møbel-teddystof fra Selfmade, fordi det er ekstra holdbart og ikke fnuldrer eller slides så hurtigt. Du kan naturligvis bruge lige det stof, du bedst kan lide, men vær opmærksom på, at der skal bruges en del fyld, da puden er ret stor. Det er også et sjovt projekt for børn at hjælpe med, især når spøgelset skal fyldes. Jason hyggede sig meget med det! 👻

Jason elsker sin pude og tager den med sig overalt i huset og når den ikke er i brug, pynter den fint på hans værelse.

MATERIALER

  • Vores spøgelsespude-mønster
  • Ca. 145 x 60 cm Møbel teddy-fluffy stof fra Selfmade
  • Ca. 2500 g bamsefyld / polyesterfyld
  • Et lille stykke sort bomuldsstof til øjnene
  • Hvid sytråd
  • Sort sytråd
  • Sikkerhedsnåle og evt. klemmer
  • Saks og symaskine
Her har jeg skitseret et spøgelse og Jason har godkendt den

FREMGANGSMÅDE

1. Klip spøgelset ud

Fold stoffet på langs med den lodrette fiberretning.
Brug vores skabelon til at tegne spøgelset op (husk at klippe motivet ud). Hvis du ønsker samme størrelse pude som vores, så læg hvert stykke papir/skabelon næsten helt ud til stoffets kant (se billede 2) – men undlad ca. 1–1,5 cm til sømrum. Klip det første stykke spøgelse ud. Brug derefter det første udklippede stykke som skabelon til at klippe det andet stykke, men husk at vende det spejlvendt, så de to sider passer perfekt sammen, når du senere skal sy dem.

2. Lav øjnene

Tegn to aflange cirkler i den ønskede størrelse – eller brug skabelonen som udgangspunkt og forstør en smule op. Overfør formen til det sorte bomuldsstof og klip øjnene ud.

3. Sy øjnene fast

Placer øjnene på retsiden af den ene spøgelsesdel og fastgør dem med sikkerhedsnåle.
Sy derefter rundt langs kanten af øjnene med sort sytråd – enten i hånden med små sting eller på maskine med tæt zigzag.

4. Sy spøgelset sammen

Når øjnene er på plads, lægger du begge stykker retside mod retside.
Fastgør med klemmer eller nåle, så stoffet ikke glider.
Sy hele vejen rundt med hvid sytråd, men lad en åbning på ca. 20–25 cm i bunden til at fylde fyldet i.

5. Fyld og luk

Vend spøgelset om til retsiden.
Fyld puden godt med polyesterfyld, så den bliver dejlig blød og fyldig.
💡 Det er også en hyggelig del, hvor børn kan være med – Jason syntes, det var sjovt at hjælpe med at fylde spøgelset! Når du er tilfreds med formen, luk åbningen i bunden med håndsting i hvid tråd og hæft grundigt.

Hvis du vælger at lave vores spøgelsespude, så del endelig resultatet med os og tag os på Instagram.