Er du også vild med drager? 🐉

I 2007, kort inden jeg blev student, fik jeg et fritidsjob som salgsassistent i Bog & idé Fredericia. Når man arbejder i en boghandel, er fristelsen for at købe bøger helt uimodståelig, og jeg endte med at købe alt muligt – også børnebøger, selvom jeg ikke havde børn på daværende tidspunkt. “Sådan Avler og Holder du Drager” var en af de bøger, jeg syntes var mega fascinerende og spændende, men jeg måtte altså holde mig tilbage.

Gammel, men ikke glemt

Sidste år fandt jeg tilfældigvis bogen i vores lokale genbrug til en sølle 10’er, og bogen er som ny. Det bragte gode minder fra min ungdom, hvor jeg brugte utallige timer i butikken og elskede at gå og trimme “børnebogsafdelingen”. Bogen skulle Jason have, fordi han er lige så vild med drager, som jeg er 🥰

Om alverdens drager og meget mere

“Sådan Avler og Holder du Drager” udkom oprindeligt på engelsk i 2006 og på dansk i 2007. Den var ret populær, og vi solgte mange af dem i butikken, men den er sidenhen desværre udgået. Bogen indeholder en masse smukke illustrationer og informationer omkring mange forskellige drager, samt hvordan man passer en drage. Dog savner jeg, at den armenske drage bliver nævnt. Den armenske drage kaldes for “vishap” og er fra armensk mytologi. Jeg forklarer mere om dem længere nede i dette indlæg.

Selvom jeg ikke fandt en vishap i bogen, kunne jeg relatere til den græske “drakon”, da vi også bruger ordet “drakon” på armensk for at sige drage – og ikke så tit “vishap”. I Armenien kan man finde de såkaldte “Vishapakar”, der direkte oversat betyder “dragesten”. Det er statuer af drager fra armensk mytologi. Jeg har desværre ikke set dem selv, men håber, at jeg en dag kan se dem sammen med Jason og Morten. På nedenstående billedet ses en af Vishapakar statuerne i Armenien. De findes forskellige steder i både nuværende og gamle Armenien (Det Armenske Højland).

Lidt mere om Armenske Vishap-drager

Armenske Vishap-drager er en fascinerende del af armensk mytologi. Ordet “vishap” betyder “drage” på armensk, og disse mytologiske væsener er ofte beskrevet som vanddemoner eller vanddrager, der bor i søer, floder og skyer. Vishaps menes at kunne forårsage storme og oversvømmelser og er nogle gange forbundet med frugtbarhed og landbrug.

Vishap-dragerne i Mytologien:

  • Udseende: Vishaps er ofte afbildet som store slangeagtige væsener med vinger og dele af forskellige dyr, som kan omfatte elementer fra fugle, fisk eller andre landdyr.
  • Egenskaber: De har magiske kræfter, og det siges, at de kan kontrollere vejret, især vandrelaterede fænomener som regn og torden.
  • Symbolik: I nogle fortællinger er vishaps symboler på kaos og destruktiv kraft, mens de i andre repræsenterer visdom og beskyttelse.
  • Vishapakar: Disse er “dragestenene” eller megalitter, der findes i Armenien. De dateres tilbage til det 2. årtusinde f.Kr. og menes at være monumenter dedikeret til vishaps. Stenene er ofte dekoreret med udskæringer af fisk, slanger og andre dyr og har sandsynligvis haft en rituelt eller religiøs betydning.

Rolle i Kultur og Historie:

Vishaps spiller en vigtig rolle i armensk folklore og symboliserer ofte naturens kræfter. De forbindes med gamle ritualer og traditioner, som stadig kan spores i nogle armenske kulturelle praksisser i dag. Vishapakarene, de mystiske stenmonumenter, er af stor arkæologisk og kulturel betydning og tiltrækker mange forskere og turister.

Samlet set er vishap-dragere et eksempel på, hvordan mytologiske væsener kan være dybt forankret i en kulturs historie og traditioner og fortsat fascinerer folk med deres mystik og symbolik.

En uddybende og spændende drage-bog til dig der er vild med drager

Og for lige at vende tilbage til drage-bogen: Bogen er et must-have for alle dragefans. Jeg elsker især, at den er trykt på noget specielt lækkert papir. Vores favoritter af dragerne i bogen er den asiatiske drage, den græske “drakon”, sødragen og regnbueslangen 🐲

“Sådan Avler og Holder du Drager” kan enten købes brugt eller lånes på biblioteket.

Skal du læse bogen? 📖