Hr. Hattenheimer og den Magiske Melodi
For nylig udkom anden bog i serien med Hr. Hattenheimer. Forfatter Tanja Jensen spurgte os, om vi kunne tænke os et anmeldereksemplar, og det takkede vi ja til. Jason elsker eventyrbøger og magi, så det var helt perfekt. Da vi ikke havde læst den første bog i serien, fik vi også et anmeldereksemplar af den, som hedder “Hr. Hattenheimers Eventyrlige Rejse”.
Forskellige forfattere af bogen
Hvis du undrer dig over, hvorfor forfatter Tanja Jensen kun er med som forfatter på anden bog, så er her forklaringen. Hr. Hattenheimer er blevet skabt af illustrator og forfatter Tina Østergaard Filsø og Tanja Jensen var redaktør på den første bog. Da anden bog i serien skulle skrives, tog Tina Østergaard Filsø fat i Tanja og det resulterede i, at Tanja Jensen skrev bogen og Tina illustrerede den.
Hvem er Hr. Hattenheimer?
Hr. Hattenheimer – eller som han også kaldes, Hr. Hat hedder Maximillian Alexander von Hattenheimer og han er opfinder. Vi møder ham i den første bog i serien “Hr. Hattenheimers Eventyrlige Rejse”. Hans bedsteven er mågeungen Rufus og sammen bygger de en hatteballon og flyver afsted. På deres eventyrlige rejse møder de blandt en trold, en vismand, en skovdrageunge og en heks. Heksen Kiselda har en lillebror, Xander, der er blevet forvandlet til en trold. Hr. Hat prøver sammen med Kiselda og alle de andre at finde en modgift for at redde Kiselda’s lillebror. Hvis ikke de laver en modgift til ham til tiden, så vil han forblive en trold for evigt.
Hr. Hattenheimer og den Mystiske Melodi
I den anden bog i serien, “Hr. Hattenheimer og den Mystiske Melodi” modtager Hr. Hat en besked fra heksen Kiselda, der beder om hjælp. Da de ankommer hos Kiselda, viser det sig at Xander og de andre venner er forsvundet. Derfor drager Hr. Hat, Rufus og Kiselda på endnu et eventyr sammen for at finde dem.
Klassisk dansk eventyr med masser af magi!
Bøgerne er spændende og eventyrlige – hvad jeg ville kalde for klassisk, dansk eventyr med trolde, magi og tryllebindende rejser. Selvom Jason helst vil have vi læser en hel bog færdig til godnatlæsning, så delte vi det alligevel op i kapitler og læste en eller to kapitler ad gangen. Vi valgte det som godnatlæsning, da Jason elsker at få læst eventyrbøger lige inden sengetid, så det var perfekt. Dog var der nogle dage, hvor vi ikke kunne holde os fra at læse i bogen midt på dagen.
Bøgerne er perfekte til børn, der gerne vil læse om lidt anderledes og sjove karakterer, der drager på eventyr og hvor der sker en hel masse spændende ting undervejs. Illustrationerne er rigtig flotte og giver liv til bøgerne, så barnet kan følge med i historien. Vi anbefaler bøgerne fra 5 år, hvis man er vant til at læse bøger i den genre.
Vi giver begge bøger 5 ud af 5 stjerner! Har du læst bogen eller skal du læse den? 🥰
Leave a Reply