Et år i Blomsterby
Åh, en af de smukkeste børnekogebøger jeg længe har set! Det er “Et år i Blomsterby – Opskrifter fra altankasser, tage og haver” skrevet af den italiensk-australske tegner og forfatter Felicita Sala. Bogen er fra samme serie som “Havnegade nr. 10 – Opskrifter fra hele verden“, der udkom på dansk i efteråret 2022.
Mad fra hele verden
En smuk og hyggelig billed-kogebog med korte tekster. Hver måned bliver der fremhævet en frugt eller en grøntsag, som man kan lave nogle lækre opskrifter med. Opskrifterne passer lige præcis med den sæson man er i. Folk i Blomsterby kommer fra forskellige steder i verden og man bliver derfor også præsenteret for forskellige retter fra hele verden. Bogen er let-læst og nem at bruge – der er ingen misforståelser eller vanskelige opskrifter. “Et år i Blomsterby” er egnet til at man går i køkkenet og hygger med lækre opskrifter sammen med børnene, samtidig med at man lærer om de forskellige råvarer at kende.
Vi bagte blodappelsinkage med olivenolie
Da vi fik bogen tilbage i januar måned, havde vi besluttet os for at vi ville bage en blodappelsinkage, som var opskriften for februar måned. Desværre lå vi syge i en længere periode. Jason slæbte den ene sygdom med hjem efter den anden. Den ene gang lå vi alle med corona på samme tid, hvor Jason også samtidig havde skoldkopper. Så desværre blev alle vores planer aflyst – mange boganmeldelser udskudt og det inkluderede også denne kageopskrift. Vi endte derfor først med at bage kagen her i slut marts måned. Nu kunne vi jo havde valgt en opskrift for marts eller april, men vi havde snakket så længe om den blodappelsinkage, at det var det Jason gerne ville lave.
Først kiggede vi opskriften igennem og snakkede om de forskellige råvarer. Derefter fandt vi tingene frem og begyndte at blande ingredienserne sammen. Jason synes det var rigtig spændende at prøve en ny kageopskrift. Vi snakkede også om blodappelsiner og hvorfor de har den farve de har. Bagefter blev kagen prøvesmagt, hvorefter vi inviterede familie over til en kop kaffe og kage.
Ikke kun en kogebog
Bogen starter ud med at fortælle at det er blevet forår i Havnegade nr. 10 og her har alle beboerne travlt med at dyrke spændende planter på altanerne, i køkkenhaven, vindueskarmen osv. Derfor starter man også med april måned, hvor opskriften byder på aspargestærte og maj måned byder på ærtesuppe med mynte og basilikum.
Sidst i bogen bliver der trin-for-trin beskrevet hvordan arbejdet i køkkenhaven foregår. Herefter bliver der vist forskellige frøsorter man selv kan plante. Alt fra persille til citronkerner. Vi har faktisk gemt kernerne fra blodappelsinerne, som vi skal have plantet. Til sidst bliver man introduceret for de forskellige haveredskaber og bogens sidste to sider indeholder en smuk oversigt over frugt og grønt man finder i de fire årstider.
Hvorfor vi elsker “Et år i Blomsterby”
Som forælder synes jeg at kogebøger som “Et år i Blomsterby” er absolut fantastiske – både til børn og voksne. Dette er blandt andet fordi bogen er nem at gå til, den indeholder forskellige illustrationer og samtidig lærer man om forskellige råvarer og hvilke frugter og grøntsager der findes. Det er dejligt at man får inspiration til selv at dyrke frugt og grønt. De forskellige opskrifter fra verden rundt gør også, at man lærer om forskellige kulturer. Bogen får derfor hele 5 ud af 5 stjerner af os.
Tak til Gads Børnebøger for anmeldereksemplar.
Bemærk, dette blogindlæg indeholder affiliatelinks.
Leave a Reply