Jeg hentede denne bog, ”Silke” af Bent Haller forleden dag, som jeg havde bestilt hjem hos den lokale Bog & idé. Som barn tog min mor mig tit på biblioteket hvor vi lånte en masse bøger sammen. Da jeg blev ældre, tog jeg også derned alene. Biblioteket lå maks. 7 minutter fra hvor vi boede. Så jeg var der ret ofte. Det lyder måske overdrevet, men jeg læste rigtig mange bøger og resulterede i, at der ikke var mere tilbage at læse i nogle af børnebogsafdelingerne eller genrer (af dem jeg fandt interessant). Så jeg søgte altid efter et nyt emne, genre osv. Jeg faldt pludselig over bogen ”Silke” og det var faktisk navnet der fangede min opmærksomhed. Silke – jeg synes det var et smukt navn og var nysgerrig på hvad bogen handlede om. Jeg husker det ikke helt præcist, men jeg var omkring 9-10 år da jeg læste den og slugte bogen råt.

En forvandlingshistorie

Silke handler om en pige, der fra spæd er anderledes end alle andre. Hun har nemlig et eksem der ikke vil gå væk og hun vil i bad hele tiden. Forældrene tager hende med til forskellige læger og eksperter uden præcis at få svar på hvad der er galt. Silke er dygtig til at svømme og går til svømning for en stund. Men at træne til OL er ikke noget Silke finder voldsomt spændende. Hun vil hellere dykke og kigge efter ting under vandet, men der er jo ingenting i en svømmehal. Alt det slutter dog også, da den ene af lægerne siger stop fordi hendes eksem bliver værre. Derfor får hun også mange tabletter mod allergier og bliver smurt ind i cremer. Hun må heller ikke spise alle de sjove ting, som is og sodavand. Silke keder sig, men en dag får hun en konkylie som hendes onkel har købt til hende for mange år siden, inden hans død. Hun lytter og kan høre havet og beslutter sig for at hun bliver nødt til at tage til stranden. Og det skal være nu.

Silke – Bogen der aldrig blev glemt

”Silke” er en rigtig spændende fortælling og ender måske ikke helt som man forventer. Det er lidt noget andet at læse den igen som voksen, da man ikke længere ser det ud fra et barns synspunkt. Af alle de bøger jeg læste som barn, så var det her en af dem der aldrig blev glemt. Derfor var jeg også nødt til at have bogen. ”Silke” får 5 ud af 5 stjerner af mig.

Silke
Kategori:
Genre:
Published: 01-11-2016
Forlag: