Hajen, der tabte en tand
I dag udkom bogen ”Hajen, der tabte en tand” af Katrine Bruun. Jason har været så heldig at få den tilsendt som læseeksemplar og vi har den sidste uges tid læst og kigget i bogen. ”Hajen, der tabte en tand” er Katrine Bruuns første børnebog. Hun har tidligere skrevet biografien ”4 dage på Jamaica”, der fik stor succes og nu debuterer hun som børnebogsforfatter. Bogen er skrevet i samarbejde med hendes nevøer der er 4, 5 og 7 år. Den egner sig til aldersgruppen fra 3-7 år.
Frygt ej, den farlige haj!
”Hajen der tabte en tand” er en sød fortælling om en lille ensom fisk, der bor alene i havet. Fisken er altid alene. Han er nemlig bange for at tale med andre havdyr og er generelt bange for de fleste ting. En dag møder han pludselig en kæmpe haj og bliver helt forskrækket. Det er jo en stor og farlig haj. Den lille fisk er bange for at blive spist af hajen. Men hajen viser sig for slet ikke at være så farlig. Han har brug for hjælp til at finde hans tand. Han har nemlig tabt den og kan ikke finde den. Selvom den lille fisk er skrækslagen, så svømmer han med hajen for at hjælpe. Undervejs møder de andre havdyr og får nye venner. Mon det lykkedes fisken at hjælpe hajen med at finde hans tand?
Livet i havet er vigtigt
Når du køber denne bog, så støtter du samtidig til bekæmpelse af plastik i havet. Halvdelen af bogens overskud går nemlig til Plastic Change, der hjælper med at rense havet for plastikaffald. Jeg synes det er et super godt initiativ! Det er også meget lærerigt for vores børn. På bogens sidste to sider står der kort omkring at holde havet rent og hvorfor plastikaffald er så skadeligt for livet i havet. Samtidig får man også fortalt hvordan Plastik Change hjælper med at holde havet fri for plastikaffald.
Sød historie med et godt budskab
”Hajen, der tabte en tand” taler et sprog som børn forstår. Det handler om, at man ikke nødvendigvis skal være bange for noget, bare fordi det virker skræmmende. Omkring fordomme og om at hjælpe andre. Alt sammen flettet ind i en sød historie med mødet mellem en fisk og en haj.
Bogen er smukt illustreret og det fangede Jasons opmærksomhed. Han synes det var rigtig flot med de mange farver. På nogle af siderne er der også små opgaver, hvor man skal finde ting. Det synes han også var rigtig sjovt. Han kunne straks se, at der var nogen der havde smidt affald i havet på en af illustrationerne og spurgte hvorfor de havde gjort det. Her måtte jeg forklare ham, at der desværre er nogle mennesker der smider plastikaffald i havet og ødelægger naturen. Siden Jason var helt lille, har vi lært ham hvor vigtigt det er at passe på naturen og at affald kun hører til i en skraldespand. Han er derfor meget opmærksom på det, når han opdager skrald ud i naturen. Han ved godt det er forbudt. Bogen får ekstra meget ros for netop at gøre opmærksom på plastikaffald i havet. Jeg synes, at det er vigtigt at vi lærer vores børn om at passe på planeten. Bogen gav også anledning til at snakke om hvor farligt plastikaffald er for livet i havet og at naturen ikke kan nedbryde det. Jason er generelt hurtigt til at lære ny viden og husker det. Han elsker især at genfortælle til os og videregiver hans viden når han møder familie og venner. Han har allerede fortalt til hans moster om hajen, der tabte en tand.
Hajen i bogen har gjort et indtryk på Jason. Han husker historien og synes hajen er sjov. Nu har vi efterhånden læst den et par gange. Trods han allerede havde fået den læst af Morten tidligere på dagen, så kom han og ville have jeg læste bogen for ham igen.
Miljøbevidsthed fortalt i børnehøjde
⭐⭐⭐⭐⭐ En rigtig sød bog med et godt budskab og smukke illustrationer. Jeg synes, at det er fantastisk, at man vælge at kombinere en spændende historie til børn sammen med miljøbevidsthed fortalt i børnehøjde. Der burde laves flere bøger som denne.
Vi giver bogen 5 ud af 5 stjerner! Mon Katrine Bruun allerede har tanker om en ny børnebog? 😍
Bogen kan købes eller bestilles hjem i alle Bog & idé butikker eller bestilles online på www.bog-ide.dk. Du finder den også hos Saxo og Gucca. Se flere forhandlere på bruunsbooks.com.
Tusind tak til forfatter Katrine Bruun fordi vi måtte være et af de første til at læse bogen! 🧡
Leave a Reply